Bliv en del af et stærkt team med stor kundekontakt og søg vores ledige stilling i Greve, hvor vi lige nu mangler en dygtig chauffør til udkørsel af frisk beton.
Fra forsædet på betonkanonen bliver du det vigtige bindeled mellem blandemesteren på fabrikken og kunden på byggepladsen. Din hverdag er en god afveksling mellem kørsel og levering af betonen direkte på byggepladsen. Ikke to dage er ens og din dag kan byde på alt fra støbning af soklen til naboens drivhus til verdens største vindmøllefundament. Vedligehold af bil og forefaldende arbejdsopgaver, vil også blive en del af din arbejdsdag.
Du kommer rundt i lokalområdet, hvor kundernes hverdag og projekter afhænger af dig og din ekspertise. Med lun humor er du imødekommende, positiv og bringer god energi ud til kunderne. Du sørger for at betonen lander hos betonstøberen, enten med båndaflæsning eller sliske.
Grundig introduktion
Vi sørger for, at du får en grundig introduktion i jobbet, så du mestrer det praktiske, tekniske og sikkerhedsmæssige og er klædt godt på til at levere solide indtryk hos kunderne, sjakkene og de projekter, som vi leverer betonen til.
Vi kører i opdateret nyere vognpark, og du får som udgangspunkt din egen bil. Du bliver en del af en arbejdsplads med styr på tingene og med tilbud om sundhedssikring og personaleforening. Har du i en periode lyst til at give den en skalle, er der mulighed for flere timer. Omvendt er vi fleksible, hvis du har behov for at tage fri en dag.
Ansøg i dag
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Driftsleder Martin Egebjerg Tolstrup på tlf. +45 4190 5413.
Skriv et par ord om dig selv og din tidligere erfaring og ansøg jobbet som betonchauffør her.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om IBF
Vi siger Beton til Tiden. For os handler tid om mere end produktion – det handler om rettidig rådgivning, levering og samarbejde, for vi ved, hvor afgørende tid er i byggebranchen. Vi er Handlekraftige, Ansvarlige og Respektfulde. Disse tre værdier danner fundamentet for alt, hvad vi gør – og sammen tager vi ansvar for at lykkes.
Vi er en familieejet virksomhed med cirka 900 kollegaer fordelt på 40 lokationer i hele landet. Her møder du både produktionsfolk, chauffører, udviklere, sælgere og specialister – alle med en fælles passion for beton og samarbejde. Vi er pragmatikere og købmænd, der finder løsninger, når tingene ikke virker. Derfor har vi valgt at være så vidt muligt selvforsynende – med eget autoværksted, smedje, elektriker- og formværksted.
Hverdagen hos IBF er uformel og præget af en flad struktur. Her går cheferne i kedeldragt, og her er der plads til initiativ og ansvar. Vi lytter til nye idéer og belønner dem, der tager ejerskab. Vi tror på, at forskellighed er en styrke – og måske er det netop dig, vi mangler på holdet.